Free soil, bus tour – en problematisering af E-waste

Bæredygtig samtidskunst og design

Free soil bus tour er et kunstnerisk projekt, som sætter fokus på computerindustriens betydning for miljø og omgivelser . Der er tale om en aktivistisk intervensionskunst, der sætter fokus på computerens livcyklus - fra udvinding af materialer, fremstilling, brug og sidst men ikke mindst computerindustriens affald også kaldet e- waste. Free Soil startede under en workshop på Lofoten i Norge, og er et godt eksempel på, hvordan samtidskunsten fagligt og geografisk indgår i et netværk, i dette tilfælde i forhold til bæredygtighed. Free Soil var med på udstillingen ’Deep Green’ på Den Frie Udstillingsbygning i foråret 2009 i København, en udstilling, som blotlagde kompleksiteten i forståelsen af klimadebatten snarere end at forenkle den. Kuratorerne Camilla Berner og Sebastian Schørring ønskede at undersøge kunstens særlige muligheder som bidragydere til klimadebatten. Udstillingen viser kunstnerens ærinde som medaktør i debatten om ’den grønne verdens forståelse’, og den er med til at belyse de vanskelige problemstillinger, vi i dag skal forholde os til.

Tværfagligheden som bærende for samtidskunst og design

I udviklingen af det mere konkrete produktniveau står design og konceptdesign i dag lydhøre overfor mange grupper:  brugere, politikere og de kritiske kunstnere, som gennem deres værker kan skabe et udgangspunkt, hvorfra der åbnes for aktuelle problemstillinger og hvor inspiration og netværk kan skabes i forhold til et fremtidigt mere bæredygtigt paradigme. En af medstifterne af Free Soil er den amerikanske kunstner, pædagog og prisvindende webdesigner Amy Franceschini, som mener, at undervisning ligger i forlængelse af hendes kunstneriske praksis. Hun er engageret i læring og har forelæst på kunstinstitutter og universiteter. På den måde er hun med til at genskabe veje for kunsten som en del af hverdagskulturen hos mennesker og forene kunsten med livspraksis, ligesom vi så det hos den historiske avantgarde og igen i 60 erne hos især den amerikanske neo-avantgarde. Den kritiske kunst og det kritiske design er felter for artikulering af de problematikker, vi står overfor i vores samtid  – hvoraf  én af dem er bæredygtighed.

Free Soil vil bruge dette møde mellem elektroniske kunstnere som en kritisk platform, hvor der stilles spørgsmål til,  hvordan man udforsker og udvikler en bæredygtig elektronisk kunstpraksis i interaktion med det omgivende miljø. Gennem løbende diskussioner besluttede grundlæggerne at skabe et website og en uformel kunstnergruppe, som arbejder med miljøspørgsmål i relation til sociale, økonomiske og kulturelle forhold.

I Free Soil er følgende kunstnere ig designere involveret: Amy Franceschini (San Francisco), Stien Schiffeleers (Belgien), Joni Taylor ( Australien/ Berlin) og Nis Rømer (Danmark).

Produkt: Udarbejdelsen af et website. Hjemmesiden er en offentlig ressource og en måde at forbinde og bygge diskurs på tværs af geografiske skel. Et sted, hvor man kan lære noget nyt, få mere at vide og i det hele taget udvide feltet. Det er hovedsagelig de fire Free Soilmedlemmer, der kommenterer og skriver nyheder. Ved siden af dette laver gruppen projekter og research.

Projekterne udvikles i fællesskab i gruppen, ofte sammen med forskere, studerende og forskellige faggrupper. Der er tale om et tværfagligt samarbejde, og det er samtidig meget lærerigt, når der arbejdes med felter, som gruppen ikke selv er eksperter i. En dialogbaseret arbejdsform, som flere har del i.

Computer industrustriens miljømæssige konsekvenser

Begyndelsen: Silicon Valley er kendt som stedet, hvor den moderne computer-industri blev født, og hvor den største koncentration af begavede hjerner fra de amerikanske universiteter var med til at udvikle den moderne pc. Da to ingeniørstuderende fra Stanford University i 1930 erne gjorde de indledende eksperimenter i en garage i Palo Alto, der senere skulle forvandle området til en kæmpemæssig højteknologisk fabrik, var Silicon Valley et kæmpemæssigt landbrugsområde, specialiseret i produktionen af frugt og nødder. Området havde en rigt kulturliv og var foruden landmændene beboet af mange kunstnere og digtere. I 1940 var 105.000 acres i Santa Clara County dækket af frugt- og nøddetræer. I 1998 var der 4.500 acres tilbage.

Free Soil Bus Tour, 2004, Foto: Free Soil

Free Soil Bus Tour, 2004, Foto: Free Soil

Silicon Valley er i dag hjemsted for nogle af de mest forurenende virksomheder i verden. Lige efter kernekraftindustrien er fremstillingen af computerelektronik den virksomhed, der giver anledning til den største forurening af luften, jorden, vandet og menneskekroppen. Samtidig med hele denne high-lightning af det veritable computereventyr, der virkelig fik ben at gå på, da en gruppe hobby- entusiaster fandt sammen om at bygge deres egne pc,er, folk, der senere har fået næsten heltestatus: Lee Felsenstein, Steve Jobs, Bill Gates m.fl., er der opstået forskellige græsrodsbevægelser, som bl. a. har arbejdet med the Valleys modsætningsfyldte historie. På den ene side har en gruppe idealistiske nørder med forstand på elektronik uigenkaldeligt forandret verden ved at give os pc,en, Internettet og alt, hvad skabelsen af den ekstra dimension, som det virtuelle rum repræsenterer. Samtidig er den egn, hvori disse revolutionerende begivenheder fandt sted, stille og roligt blevet ødelagt af forurening og tvangsmæssig ekspropriation af landbrugsjord.

Get the Flash Player to see the wordTube Media Player.

Projektet: fortællingen om Silicon Valley er et sindbillede på de sidste 30 års globale forandring af livsvilkår og miljø. En række kunstnere, designere og kunstaktivister, bl. a. Nis Rømer og Amy Franceschini, fandt i 2004 sammen om at skabe The Free Soil Bus Tour som led i et større projekt: Gardening Silicon Valley Superfund Sites. Selve turen er en syv timer lang bustur fra San Jose til Menlo Park. Bussen er stillet til rådighed af et projekt ved navn Teacher with a Bus, og der er tale om en tidligere skolebus, der kører på vegetabilsk olie og tjener som et mobilt klasselokale. Undervejs står man af og går mindre ture i landskabet og deltager i små workshops. Deltagerne bliver såvel bogstaveligt som via undervisningen ført igennem fortællingen om high-tech kulturens idealistiske rødder sammenholdt med computerindustriens ødelæggende virkning på det lokale landskab. Undervejs bliver der serveret frokost, drikkevarer og snacks.

Free Soil stiller spørgsmålet, hvordan kunstnere kan medvirke til en øget bevidsthed om den teknologi, vi bruger og forbruger, og de konsekvenser, det skaber. Man diskuterer ‘innovation’ i forhold til en bæredygtig udvikling. Organisationen ISEA (Inter-Society for Electronic Arts) er en international nonprofitorganisation, som udvikler interdisciplinære akademiske diskurser. Hvert andet år afholder de et symposium om elektronisk kunst og arbejdet med at forene kunst, videnskab og de nye teknologier.

 

Relaterede sider:
  1. Plastik i en designhistorisk kontekst Plastik, det 20.årh.´s materiale. Vi ser på plastik som det...
  2. Vindmølle designet af Jacob Jensen Design [media id=2 width=640 height=392] En vindmølle af Jacob Jensen...
  3. Livscyklusvurdering (LCA) af Vestas Møller Vestas har siden 1999 arbejdet med livscyklusvurderinger (Life Cycle Assessment,...
  4. Vind – en bæredygtigt energikilde [caption id="attachment_1782" align="alignright" width="220" caption="Vindmøller fra Vestas. Foto: Vestas"][/caption] Udviklingen...
  5. Sådan fungerer en vindmølle En vindmølle udnytter vindens energi til at producere elektricitet. Selve...