Problemet med plastik

Nye ideér og visioner: Victor Papanek og ’Vugge til Vugge’

Victor Papanek er en af de designere og designteoretikere, der allerede fra 70érne har forholdt sig til økologi og bæredygtighed indenfor designområdet. Gennem sit praktiske virke og sine designteoretiske tekster gik han aktivt og konkret til værks, bl.a. har han i “Designing for a Safer Future” udarbejdet en liste, hvori han opdeler plastik i forskellige katagorier i forhold til deres nedbrydelighed(oversættelse Helle Laustsen):

affald med plastik, Foto: John Jensen, fra "Mijlø Scenarier", 2005.

Affald med plastik, Foto: John Jensen, fra "Mijlø Scenarier", 2005.

1. Uforgængelighed: Omfatter produkter, der ikke kan finde en anden anvendelse. Gælder for ting anvendt i medicinalbranchen i form af produkter, der har direkte kontakt med organiske kropsdele, f.eks. delene af et indopereret hofteled, beholderen til en pacemaker, kunstige vener, poser til opbevaring af blod. Materialets egenskaber, holdbarheden og ydeevnen er af afgørende betydning, f.eks. Nylon 66. Mængden af disse produkter er ubetydelig.

2. Gen-anvendelig. Produktet kan anvendes igen og igen, uden at forandre sig, f.eks. en plastik spand. Kompliceret værktøj og instrumenter kan repareres, genanvendes i deres helhed eller delvis, med henblik på at blive solgt igen. Omfatter et enormt antal genstande. Træ, tin, emalje, glas og keramik bør af økologiske grunde foretrækkes.

3. Gen-fremstillelig. Termoplast og elastomerer smelter ved høje temperaturer og er ligesom glas og lignende produkter lette at genfremstille. Termostabile polymerer smelter ikke og er meget vanskelige at genfremstille. Der forskes for at finde frem til bedre metoder.

4) Sam-genfremstillelig. Kompatible materialer kan genfremstilles sammen med henblik på at skabe et nyt brugbart materiale.

5) Bio-adskillelig. Man har gjort forsøg på at indlejre en bio-nedbrydelig struktur i syntetiske polymerer, som får dem til at formulde. Disse bestanddele fungerer dårligt ved jordopfyldninger på grund af deres ringe vandindhold, men bliver mere anvendelige, når de komposteres. Afgørende forbedringer har medført fremstilling af plastik, som er i handelen nu, der nedbrydes 100% mindre end 2 måneder efter, at det er kasseret. Der forskes ivrigt for at opnå yderligere kontrol med, hvornår nedbrydningsprocessen går i gang.

6) Bio-nedbrydelig.Er 100 % bio-nedbrydeligt i forhold til bio-adskilleligt. PHA (polyhydroxyalkanoat), et medlem af polyester familien opdaget i 1925, `fremstilles´ direkte ud fra mikroorganismer. Siden da har man fundet snesevis af bakterier, der producerer disse organiske polymerer, bl. a. PHB´er (polyhydroxybutyrater), nogle af de første, der anvendes kommercielt. PHA-plastik kan modelleres, smeltes og formes på samme måde som den petroleumsbaserede plastik, og har samme fleksibilitet og styrke. De samme produktionsmetoder kan anvendes, f. eks. smelte-støbning, indsprøjtnings-formning, glaspuste-teknik, drejning og udpresning. Fremstilles i Europa af ICI under navnet Biopol og i USA under navnet PHBV. Endnu for dyrt til rutinefremstilling af sodavandsflasker eller indkøbsposer, men omkostningerne vil falde i takt med, at produktionen øges.

7) Bio-regenerativ.Forskere ved Union Carbide har fremstillet en type polycaprolakton-film, der er fuldstændig biologisk nedbrydelig efter 3 måneder uden at efterlade rest-stoffer. Forskning i papir-produkter lamineret med en overflade af et cellulose-materiale udvundet af majs har vist, at de kan modstå vand i 6 til 8 timer og måske kan anvendes som beholdere til drinks og fastfood-produkter.

8) Bio-forbedrende.Indeholder additiver til at stimulere plantevækst, eller består, som med de kunstige huller fremstillet i 1970-erne for at forebygge erosion i tørre klimaområder, af frø og frøplanter indsvøbt i vækststimulerende substrater.

Gift i plastik medfører risiko for hormonel forurening af mennesker. Plastik er ikke blot svært at nedbryde, men noget plast indeholder giftstoffer. bl.a. PVC er et problematisk materiale, især blød PVC. Da det er nemt at arbejde med og billigt at fremstille, støder vi ofte på PVC i vores hverdag. Hård PVC bruges bl.a. til afløbsrør, tagrender, vinduer og lignende. Blød PVC anvendes til produkter som badebolde, svømmevinger, skriveunderlag, regntøj, puslepuder, voksdug, fodtøj etc. PVC står for polyvinylklorid og indeholder 57% klor. PVC-affald  skal afleveres på genbrugsstationerne, hvor hård PVC bliver genbrugt, mens den bløde PVC bliver deponeret.

Hvad sker der med mennesker? Den kendte og almindelige plastikflaske – et stykke hverdagsdesign – indeholder østrogenlignende stoffer, som via drikkevandet føres ind i kroppen. Dermed kan plastikemballage være hovedkilde til en syntetisk hormon-forurening af vore fødevarer. Det skriver forskere ved Goethe Universitetet i Frankfurt, der har de undersøgt 20 forskellige af vore populære vandflasker - den undersøgte plast var af typen polyethylene terephthalate ( PET). Konklusionen var, at plastikflasker havde hormonlignende effekter. Hormonforstyrrende stoffer menes at være hovedårsag til mænds dalende sædkvalitet, og at drengebørn i stigende omfang fødes med misdannede kønsorganer. Phtalater og andre plaststoffer kan give østrogenlignende virkninger og fungere som stopklods for det mandlige kønshormon testosteron. Det er med andre ord menneskets forplantningsevne, der på denne måde er sat under pres. ( se afsnit om Miljø og Klima dimensionen)

Visionen ‘Vugge til Vugge’ og problemet med plastik. Idémændene bag ‘Vugge til Vugge’ påpeger, at nogle materialer hverken passer ind i den organiske eller tekniske metabolisme, fordi de indeholder materialer, som er farlige. ’Vugge til vugge’ kalder dem de usælgelige, og de foreslår, at man, indtil der er fundet teknologiske metoder til at afgifte disse materialer eller erstatte dem med ikke giftige materialer, kunne opbevare dem på en slags  “parkeringsplads”, som producenten betalte en afgift for at benytte. Atomaffald er en sådan slags materiale, men som Braumgart og McDonough anfører, burde definitionen for at være ideel også omfatte materialer, som indeholder farlige komponenter, og her trækkes PVC frem som et tydeligt eksempel. Som forholdene er i dag bliver PET med sit indhold af antimon et andet usælgeligt stof. Hvis der teknologisk blev skabt mulighed for, at komponenter, der indeholder PET, f.eks. sodavandsflasker, kunne “upcycles”, så man blev i stand til at fjerne antimonrester og dermed skabe en ren polymer – som ville være klar til genbrug.

I dag indgår disse stoffer i f.eks.. tekstiler, hvor de til sidst enten bliver kasseret eller brændt og på den måde kan ende i naturlige systemer og dermed næringsstrømme. Et masseproduceret stykke polyesterstof og en typisk vandflaske vil ‘Vugge til Vugge’ kalde primitive produkter, fordi de indeholder antimon, et giftigt tungmetal, som kan forårsage kræft. Et produkt, som ikke er designet med særligt blik på menneskelig og økologisk sundhed, er uintelligent og uelegant, vil de hævde. Designere i dag skal spørge sig selv, hvorfor et produkt indeholder antimon? Er det nødvendigt? Det er ikke sikkert, for der findes andre katalysatorer i polymeringsprocessen, og hvis antimon anvendes, fremstiller man et product plus, dvs. man får ‘en vare+de tilsætningsstoffer, du ikke har bedt om’, og heller ikke vidste var en del af produktet. Ofte består højteknologiske produkter af materialer af lav kvalitet – det vil sige billig plastik og farvestoffer, som indgår som dele, der monteres det samme produkt. Selv produkter til børn som svømmevinger er fremstillet af PVC, og det viser sig, at de afgiver potentielt skadelige stoffer – f. eks. ved opvarmning saltsyre. I dag er viden om gift i plastik almindelig, men tidligere blev plastik hyldet som industriens vidundermateriale, som i kraft af bl.a. prisen kunne være barriere nedbrydende i forhold til skellet mellem velhavende og ringere stillede. Sammen med formvillighed og en palet af alle farver fremstod plastik i det 20. århundrede som fantastisk.

 

Relaterede sider:
  1. Plastik Lige siden belgieren Leo Baekeland i 1909 blandede fenol og...
  2. Plastik og bæredygtighed Fra magisk materiale i 1960 érnes popdesign, over dårlig samvittighed...
  3. Plastik i en designhistorisk kontekst Plastik, det 20.årh.´s materiale. Vi ser på plastik som det...
  4. Move: A Bright Green Laptop Design idé: En bæredygtig bærbar – designet til ikke at...
  5. Vugge til Grav – LCA   Fra ”vugge til grav” blev et begreb og paradigme,...