Distribution

Transport

En af de meget store miljøbelastninger er transporten af tekstiler. Leverancekæden mellem de forskellige leverandører kan være lang og kompliceret.

‘En T-shirt kan have været på en verdensomspænnende rejse, før den ender i dit skab. Bomulden kan vær dyrket i Uganda, spundet i Polen, farvet i Egypten, vævet i Indien og tilskåret og syet i Kina – med sytråd fra Tyskland’ (Biennale-tekst Koldinghus, 2009).

Green Jeans Levi's.Foto: Levis

Green Jeans Levi's.Foto: Levis

Tekstiler kan nemt fremstilles et sted, spindes et andet og væves i et helt tredje land, hvorefter det så skal tilskæres og syes et nyt sted. De forskellige led i produktionskæden er ofte i forskellige lande, og hver gang skal tekstilet emballeres, så det beskyttes under fragten. Derefter skal det hele vejen til butikkerne i byer, der typisk ligger på et helt andet kontinent. Der er både tale om miljøbelastning ved forurening og energiforbrug, også når de store mængder emballage skal bortskaffes. For at ændre på dette fokuserer flere designere på at reducere transporten mellem de forskellige leverandører og på at producere lokalt.

Et eksempel på at man forsøgsvis producerede tøj, sådan at transporten blev reduceret, var da firmaet Levi’s i 2006  lancerede ECO-jeans. Bomulden blev dyrket økologisk i Tyrkiet, og bukserne blev produceret i Ungarn, så transporten var begrænset. De andre materialer, som tråd og knapper, der skulle bruges i produktionen, kom også fra Europa. Problemet er ofte, at denne slags initativer ofte forbliver på forsøgsstadiet, og de færdige produkter kan være så dyre og begrænsede i antal, at den almindelige forbruger ikke kan købe dem. Hos Levi’s har de dog besluttet, at det kan betale sig at beholde ‘ECO-jeans’ som en del af deres standardkollektion.

Slowfashion og fastfashion

Slowfashion er et nyt koncept, som er opstået i en reaktion mod fastfashion. Det var inspireret af Slow Food-konceptet, som startede i Italien for tyve år siden, hvor man reagerede på hurtigretter og fastfoodkæder, som var en følge af den globale verdens travlhed og deraf forringelse af vores madvaner. Man begyndte igen at handle med lokale producenter og lave egnsretter som risotto og hjemmelavede supper. Slowfashion har fokus på kvalitetsvarer med et længere brugsliv, lokal produktion af lokale råvarer og kortere og mere synlig vej fra producent til forbruger.

Fastfashion laves af butikskæder og multinationale firmaer som H&M, Zara og Vera Moda, der har et stort og hurtigt-reagerende produktionsapparat, som kan få nye tøjmodeller ud til salg i butikkerne på et par uger. De har designteams, der bruger trends fra internationale modeshows som forlæg og ofte næsten helt kopierer disse designs. Det er en arbejdsetik, der kan diskuteres, men modeverdenen accepterer det i høj grad. Haute couture-modeller fra de store modehuse inspirerer til prêt-à-porter moden, og haute couture-designeren ved, at hendes/hans modeller vil blive kopieret til fastfashion-industrien.

Det er en slags nedsivningseffekt, som de store designere også nyder godt af. Deres design når ud til kunder, der under normale omstændigheder ikke har råd til at købe deres tøj; til gengæld køber de måske tilbehør fra haute couture-huset (tasker, solbriller, parfume osv.). Til forskel fra almindelige konfektionsfirmaer, der oftest præsenterer fire kollektioner om året, kan fastfashion-firmaer levere løbende kollektioner på grund af deres hurtigtreagerende produktionsapparat. Deres fokus er ikke kun på de traditionelle årstidskollektioner, men på skiftende modetrends og kontinuerlige lanceringer. Denne måde at arbejde på kræver mere reklame og annoncering for at bibeholde kundernes interesse. Produktionsformen giver et større spild, idet store mængder tøj bliver kasseret, fordi nyere og mere moderne tøj hele tiden ankommer i butikkerne. Deres kunder er ofte modebeviste unge, som køber billigt tøj og udskifter deres garderobe ofte. For dem er det en del af deres image at være med på de sidste modetrends, og det er ikke så vigtigt at tøjet holder længe.

Side fra Regittaklints hjemmeside. Foto: Regitta Klint

Side fra Regittaklints hjemmeside. Foto: Regitta Klint

Slowfashion-designere kan ikke hamle op med de store firmaers produktionsapparat, så de nødt til at tænke anderledes. De kan ikke producere så billigt eller så hurtigt, så i stedet opmuntrer de deres kunder til at gentænke deres forbrug af økonomiske og miljømæssige hensyn. Produkter laves med fokus på kvalitet i materialer og fremstilling og følger en mere klassisk modetrend, som kan være udtryk for designerens personlige stil. Deres  kunder har ikke behov for at skifte deres tøj så tit, idet de netop køber tøj, der har en længerevarende stil, men som ofte er dyrere. En designer vælger slowfashion af flere årsager, men det er ofte en formgiver, der har en mindre virksomhed, som har fokus på det bæredygtige – det kan være af salgsmæssige eller etiske grunde. Tøjet kan være lokalt produceret, måske er det økologisk, men det kan også være resursebesparende, fordi det simpelt hen holder længere på grund af kvaliteten etc.

Et eksempel på en slowfashion-designer er Rigetta Klint. Hun har valgt at skære ned på transporten ved at få sit tøj produceret lokalt. Når man producerer lokalt, har man også nemmere ved at holde øje med produktionen og se, om producenterne giver arbejderne gode vilkår og producerer på en bæredygtig måde. Rigetta Klint har en lidt anden tilgang til at sælge sit tøj, bl.a. sælger hun gennem en webside og ’Guerilla’ butikker, en slags events, hvor hun sælger tøjet direkte i en kortere periode. Man sparer en masse resurser ved ikke at drive butik og i stedet at sælge over Internettet. Det er et internationalt marked, og forbrugerne vælger selv, hvornår de shopper. Dog skal hver ordre pakkes og transporteres individuelt, og det er belastende for miljøet. I traditionelle butikker sparer man det led i distritributionskæden, ved at kunderne selv tager varen hjem, godt nok i en plastikpose, hvilket jo også kan være problematisk (se Plastik case).