Råmaterialer

Hvordan fremstilles tekstiler?

Strikket grafitti. Foto: Janet Maxwell.

Strikket uldgrafitti. Foto: Janet Maxwell.

Tekstil kan fremstilles af mange forskellige råmaterialer med helt forskellige egenskaber. De har det til fælles, at de kan forarbejdes ved, at man fx væver, strikker, hækler, knipler eller filter materialets fibre sammen. Tekstiler laves af to slags råmaterialer, naturlige eller syntetiske fibre. Naturfibrene kan enten være animalske, fx uld og silke, eller fra planter, fx bomuld og hør. Syntetiske fibre er kemisk fremstillede af kul og olie med grundstoffer som fx ilt og brint.

Naturfibre

Fåreuld er et af de animalske fibre, vi bruger mest af. Det kan være et biprodukt af kødproduktion. De lande, der producerer mest uld, er Australien, New Zealand, Peru og Argentina. Fårets pels isoler både mod varme og kulde – egenskaber som bibeholdes, selvom fibrene bliver våde. Desuden er uld flammehæmmende og kan komposteres til gødning. Der findes forskellige fåreracer, hvoraf Merinofårets uld anses for at være den fineste. Lambswool er ikke så stærkt, men blødt, da det stammer fra lammets første klipning. Andre animalske fibre er fx angora fra kaniner, cashmere og mohair fra geder, kameluld, fæhår fra køer og geder, vicuna fra vildtlevende lama.

Jakke i ’peace silk’ fra Tina Casmose 2009 sommer kollektion. Foto: Henrik Adamsen

Jakke i ’peace silk’ fra Tina Casmoses 2009 sommerkollektion. Foto: Henrik Adamsen.

Og så er der silke, der udvindes af silkesommerfuglens kokon. Den er spundet af sommerfuglelarven og består af én meget lang silketråd dækket af lim. Larven former tråden som et beskyttende skal, hvor den kan færdiggøre sin udvkling til sommerfugl. Når kokonen skal bruges til at fremstille silke, koges den inden sommerfuglen er færdigudviklet, så larven dør, og limen opløses. Derved frigøres silketråden og kan senere spindes. Der findes en ny type silke, kaldet ’peace silk’, hvor larven får lov til at færdiggøre sin udvikling og spiser sig ud af kokonen. Det er mere humant, men sommerfuglen beskadiger silketråden, og den færdige silke får en mere ujævn overflade.

Plantefibre kommer normalt fra planter med lange fibre som jute, hør, hamp, rami, kokus – samt det mest brugte plantefiber i tekstilindustrien, bomuld. I de seneste år er man dog begyndt at bruge andre materialer som fx bambus og soya til at fremstille tekstiler af.
Et andet naturligt råmateriale fra planter, som bruges meget i tekstilindustrien, er cellulosefibre. De fremstilles af planters cellevægge, fx fra træer, græs, papyrus, bomuld og halm. Og via en kemisk proces omdannes de til viskose eller rayon, kunstigt fremstillede stoffer.

Bomuldsdyrkning

Normal bomuldsdyrkning dækker 5% af verdens landbrugsareal, og det er den jordbrugsafgrøde, hvortil der benyttes flest kemikalier – 11% af verdens forbrug af jordbrugskemikalier (insekticider, pesticider og kunstgødning). Denne dyrkningsmetode er belastende for miljøet og for arbejdernes helbred. På grund af klima og udpining af jorden er det nødvendigt at sprøjte med pesticider og at kunstgøde og kunstvande for at få en god høst. Kemikalierne bliver ofte brugt af arbejdere uden beskyttelse og i langt større mængder end nødvendigt. Mange af kemikalierne er livsfarlige for arbejderne, forurener miljøet og forbliver i de færdigforarbejdede tekstiler. Halvdelen af verdens forbrug af naturfibre (plante-, animalsk- og cellulosebaserede fibre) er bomuld. Før bomulden kom til Europa i 1600-tallet, brugte vi naturligt forekommende planter som hør og hamp og animalske fibre som uld til vores tøj.

Efterspørgslen efter bomuld i den vestlige verden er nu så stor, at udviklingslandene dyrker bomuld i stedet for livsnødvendige afgrøder, som de kunne få mere afkast af og samtidig mad i munden. Til sammenligning kan man dyrke bomuld til en T-shirt på 5m2 jord, som ellers ville give ca. 15 kg ris (se Hvad er bæredygtigt design? afsnit om Fairtrade og CRS).

Råbomuld efter plukning. Foto: P.Laviolette.

Rå ubehandlet bomuld efter plukning. Foto: P. Laviolette.

Økologisk dyrkning spreder sig, og i 2008 var 50% mere jord dyrket økologisk end året før; men det er stadig kun 1% af bomulden, der er økologisk dyrket (Fairnok 10/2009). Der bliver dyrket økologisk bomuld i 22 lande, hvoraf Tyrkiet dyrker mest, efterfulgt af Indien, USA og Kina. Økologisk dyrkning sker uden bekæmpelsesmidler eller kunstgødning, man benytter sig af vekselbrug, hvor man skifter afgrøder fra sæson til sæson og bruger naturgødning. Flere designere og internationale kædebutikker har valgt at bruge økologisk bomuld i nogle af deres produkter. Naturfibre kan normalt komposteres og er naturligt nedbrydelige, hvis de ikke er indfarvet, trykt på eller efterbehandlet med kemikalier, der ikke kan nedbrydes naturligt. Desværre er størstedelen af tekstilproduktionen i dag behandlet på en eller anden måde med kemikalier, og derfor er tekstilet ikke naturligt nedbrydeligt.

Syntetiske fibre

Syntetiske fibre, kunstfibre eller kemofibre er relativt nye, de har kun været fremstillet siden 1920′erne. Der findes mange slags kunstfibre som fx nylon, rayon, polyester, lycra (spandex) og fleece.

Dupont Nylonstrømpe fabrikation. Foto:

DuPonts oprindelige nylonstrømpe- fabrikation. Historisk foto fra DuPont magazine 1996.

Nylon, der er navnet på familien af syntetiske polymerer, kendt som polyamid, er et af de mest brugte materialer i tekstilindustrien. Det blev først produceret i 1935 af Wallace Carothers hos den amerikanske kemiske industrigigant DuPont. Det var det første syntetiske fiber, der blev fremstillet udelukkende på basis af uorganiske råstoffer: kul, vand og lys. I 1959 opfandt en anden af DuPonts kemikere, Joseph Shivers, lycra eller spandex, som er meget elastisk og ofte bruges til sportstøj.

Et andet meget benyttet materiale er polyester, som kan formes som fibre eller plader og ofte bruges som genbsrugsflasker i form af polyethylen terephtholat, PET. Fleece er også et kemofiber, som blev opfundet i 1979 af den amerikanske virksomhed Malden Mills. Det er et materiale, som kan fremstilles ved genbrug af PET-plastik, selvom det ofte laves af ’jomfru’plastgranulat, da der ikke findes effektive systemer for genbrug af PET plastik i alle lande. Det er desuden mere belastende for miljøet, hvis det genbrugte materiale skal transporteres til fabrikken (se Plastik case afdelign om Nobody og på www.designprocessen/idetilbrug casen om Nobody Chair).

Der opfindes hele tiden nye tekstiler og materialer, som kan opfylde helt specielle opgaver, fx kan det spises, komposteres eller beskytte mod ekstrem kulde. Det er dog meget få fibre, der kan nedbrydes naturligt. Fx er moderne babybleer yderst designede, tilpassede, har høje brugsværdier etc., men til gengæld kan det tage over hundrede år at nedbryde en ble naturligt.

Fremtidens tekstiler. Foto:

Et eksempel på et af fremtidens intelligente tekstiler fra Philips, fra bogen 'Textiles Today' af Chlöe Colchester.

En ny slags tekstiler er ‘intelligente tekstiler’. Hvor tekstilet tidligere kun har haft æstetiske eller beskyttende funktioner, er vi nu på udkig efter tekstiler, som kan mere og har flere brugsegenskaber og funktioner. Tekstilerne kan fx være selvrensende, flammehæmmende, smudsafvisende, kommunikerende og informerende. De skal desuden kunne ændre deres funktion i forhold til brugeren. Overordnet sondres der mellem to områder indenfor intelligente tekstiler: overfladebehandlede eller strukturelt manipulerede tekstiler fx med indlagt elektronik.

Relaterede sider:
  1. Tekstil se afsnit om Genbrug se Hvad er bæredygtigt design afsnit...