Forarbejdning

Fra fiber til tekstil

Træsnit af en middelalder væv.

Træsnit af en middelaldervæv.

Før tekstilet bliver syet til et stykke tøj, skal det gennem en lang forarbejdningsproces. Naturfibrene/råmaterialet indsamles, renses, bearbejdes og spindes til længere tråde, før det bruges i tekstiler. De syntetiske fibre fremstilles ved at presse en tyktflydende masse af materialet ud gennem meget fine dyser, der danner tråde. Hovedparten af både naturlige og syntetiske tråde bliver spundet og derefter vævet til tekstilbaner, der kan videreforarbejdes fx indfarves eller påtrykkes mønstre. Man kan også indfarve trådene, før de bliver vævet. Størstedelen tilskæres og syes til produkter, og en lille del sælges som metervarer. Andre færdigforarbejdede tråde bliver strikket, hæklet eller på anden måde sammenflettet eller -presset til beklædningsgenstande. Selv efter alle disse processer bliver mange tekstiler efterbehandlet med kemikalier, som skal gøre dem fx glattere, mere skinnende, vandafvisende eller strygefrie – alt sammen for at produktet sælger bedre.

Farvning/trykning

Tekstiler skal næsten altid bleges, før de indfarves til den ønskede farve. Det kan ske enten ved at indfarve råmaterialet, tråden, tekstilet som metervare eller den færdige artikel. Mønstre og dekoration kan enten strikkes eller væves ved at bruge forskelligt farvede tråde, men det kan også påføres senere ved at trykke mønstre eller brodere på tekstilet. Der bruges en række kemikalier for at få farvestofferne til at binde til fibrene. Både farverne og kemikalierne er ofte sundhedsfarlige for arbejderne, skadelige for miljøet og kan også i sidste ende være sundhedsfarlige for bæreren af tøjet.

Tom Heinmann, der er journalist, har tilrettelagt flere dokumentarfilm, skrevet bøger og rapporter, alt med et stærkt samfundskritisk indhold. Hans dokumentarfilm ‘A killer bargain’ blev sendt første gang i 2006 på DR1. Den viser, hvordan dele af tekstilindustrien i Indiens bomuldsbælte forurener miljøet med livsfarlige kemikalier og udsætter deres arbejdere for hensynsløse og sundhedsfarlige arbejdsforhold. Filmen her på siden er en kort version, som vi har klippet fra den timelange, meget provokerende og direkte film. Den del, vi viser, er fokuseret på de menneskelige og miljømæsige problemer, der finder sted i den del af forarbejdningen, hvor bomulden farves. Filmen viser, at det er et alvorligt problem, at store, velkendte firmaer tilbyder os varer, som har kostet arbejdernes helbred og miljøet dyrt. Det drejer sig om store respektable firmaer som Føtex, Jysk, Bilka, Netto og Indiska, som måske tror, at de køber tekstiler, som er produceret på en forsvarlig måde. Det viser sig, at firmaerne ofte helt eller delvist får leveret produkter, som underleverandører med meget lave krav til miljø, arbejdsforhold og menneskerettigheder har produceret.

Get the Flash Player to see the wordTube Media Player.

Der er ingen garanti for, at producenter, der garanterer, at de har høje værdinormer og stramme miljøkrav, i virkeligheden leverer det, de lover. De har økonomiske fordele ved at have forskellige standarder, og når opkøberne presser prisen, fristes producenter med skrøbelige moralske standarder til at tilbyde varer til så billige priser, at det ikke kan produceres forsvarligt. Opkøberne fra de vestlige lande sætter ikke spørgsmålstegn ved, om de priser, de får, er rimelige og overholder deres egne krav, men fokuserer på at få den laveste pris. De er ikke kritiske nok overfor producentens arbejdsmetoder og tjekker ikke fabrikkerne regelmæssigt. Derfor er de billige produkter, vi køber med god samvittighed, ofte produceret på umenneskelige og uforsvarlige måder. Opkøberne og de rige landes pres på priserne er indirekte skyld i, at producenten bruger billigt børnearbejde, sænker deres sikkerhedskrav, betaler deres arbejdere dårligt og forurener miljøet for at kunne tilbyde de store firmaer lavere priser. Filmen viser, at der findes producenter, som benytter sig af naturvenlige farvestoffer. Desværre besøger de store firmaer ikke disse producenter.

En løsning kunne jo være at vælge producenter, der har meldt sig ind i en certificeringsorganisation, men også det koster penge og skal lægges oveni opkøberens pris (se Hvad er bæredygtigt design? afsnittet om Greenwashing og certificering). Vi har som forbrugere også et ansvar ved ikke alene at fokusere på den billigste vare. Det er ikke svært at regne ud, at hvis man – som filmen fortæller – køber tre nye håndklæder for hundrede kroner, må der være en stor sansynlighed for, at de ikke er produceret på en måde, vi ville synes om.

Tekstildesignerne Hans Christian Madsen (f. 1982) og Malene Kristiansen (f. 1965) har eksperimenteret med nye digitale trykkemetoder som er mere bæredygtig, dette eksempel er fra deres herrekollektion ”Nordic Folklore Reinvented”. Foto: P Laviolette

Hans Madsen og Malene Kristensen har her esksperimentert med digitale trykkemetoder til herrekollektion 'Nordic Folklore Reinvented', 2009. Foto: P. Laviolette.

Nye digitale trykkemetoder

Tøjdesigneren Hans Madsen og tekstildesigneren Malene Kristensen har arbejdet med nye digitale trykkemetoder. Digitaltryk er mindre resourcekrævende at producere i forhold til analoge tryk. Det skyldes, at der ikke er så meget overskudsfarve i digitalt trykte tekstiler, og derved sparer man på både vand og elektrisitet.
Ved digitaltryk  trykkes kun de områder af tekstilet, man faktisk skal anvende. Ved de traditionelle analoge trykmetoder trykker man altid hele stofbanen, og en stor del, især ved ægkanten, kasseres efterfølgende. Det betyder, at man faktisk printer mønsteret på dele af tekstilet man ved man ikke skal bruge, og ikke nok med det man efterbehandler det også, og så smider man det ud tilsidst. Når man trykker digitalt fremstiller man kun den mængde tekstil, man behøver, fordi det ikke er forbundet med ekstra omkostninger eller besvær at printe igen på et senere tidspunkt. Ved analog tryk trykker man altid en del ekstra for at være på den sikre side fordi det er forbundet med stort besvær og store omkostninger at trykke igen senere. Desuden kan man ikke være sikker på igen at ramme farverne præcist; ved digitalt tryk er farverne identiske med det første tryk.

Miljøvenlige farvestoffer

Der er store problemer med de kemikalier og farvestoffer, der bruges til at indfarve vores tøj, fordi de er ofte er sundhedsfarlige. Det er ikke kun arbejderne og miljøet i de lande, hvor tøjet produceres, der udsættes for fare, men også de vestlige landes forbrugere, som kan få gener af de kemiske rester i tøjet. Det er heldigvis ikke alle farvestoffer, der er sundhedsfarlige. Der findes naturlige og syntetiske farver, der er miljøvenlige og som kan benyttes til indfarvning uden brug af sundhedsfarlige kemikalier og tungmetaller. Således kan soja, der giver en fin rød farve, bruges uden sundhedsfarlige kemikalier og derved leve op til Øko-Tex-standard for farver og kemikalier(se Hvad er bæredygtigt design? afsnittet om Greenwashing og cerificering).

Katvig børnetøj, som er farvet med økotex farver. Foto: Katvig.

Katvig er et dansk børnetøjsfirma, hvis farver er Øko-Tex-certificerede. Foto: Søren Solkjær Starbird.

Et eksempel på en fabrikant, der bruger miljøvenlige farver, er det schweiziske tekstilfirma Rohner. De havde i 1990’erne problemer med at komme af med deres tekstilaffald – men ikke produkterne! – fordi de var giftige for miljøet. I samarbejde med  Michael Braungart der er kemiker og ophavsmand til “vugge til vugge” konceptet testede de 1600 farvestoffer og fandt, at kun 16 var miljøsikre. Derefter omlagde de deres produktion sådan, at deres produkter kun brugte disse 16 farver, og det bevirkede, at tekstilrester derefter kunne spises, og deres spildevand blev renere end det vand, der kommer ind i virksomheden .

Efterbehandling

Tekstiler efterbehandles ofte for at få dem til at præsentere sig bedre, fx ved at se mere skinnende eller glatte ud, hvilket gør dem nemme at sælge i butikkerne. Efterbehandling kan desuden tilføje andre funktioner, fx at gøre tekstilerne vandafvisende, strygefri, brandhæmmende eller smudsafvisende, hvor tekstilerne beskyttes med nanopartikler; det gælder fx på tekstiler til møbler. Behandlede tekstiler defineres som: smuds- og pletafvisning, antibakteriel, antimikrobiel, vandafvisende og vindtæt via membraner og coatings, brand- og flammehæmmende, kemikalie- og giftafvisende, antistatisk, UV-behandling, mikroinkapsulering m.fl. Mange af ovenstående egenskaber påføres eller integreres i fibrene via nanoteknologi. De fleste af efterbehandlingerne betyder, at tekstilerne ikke kan nedbrydes naturligt.

Flere og flere er dog ved at blive opmærksomme på, at de voksende mængder kemiske stoffer og efterbehandlinger, som tekstiler udsættes for, trods de forbedrede egenskaber, kan være farlige for os og for miljøet. De fleste tekstiler kommer i direkte kontakt med huden, og kemiske rester kan være sundhedsfarlige og forårsage astma og hudeksemer - fx kan formaldehyd, der benyttes til at gøre et tekstil strygefrit, være kræftfremkaldende.

Tekstilindustrien vasker selv store mængder kemikalier ud af tekstilerne for at kunne videreforarbejde dem. Til udvaskningen bruges så meget vand, at det er en alvorlig miljøbelastining, men stadigvæk er der restprodukter i tøjet, når vi køber det. Selv efter flere ture i vores egne vaskemaskiner kan der være store mængder tilbage. Fakta er, at alle tekstiler bør vaskes før brug, selvom det kan virke underligt, at vi er nødt til at vaske nyt tøj, før vi tager det på første gang. Og hvor mange ved, at det er nødvendigt?

Vaskemaskinen og nye vaner

“Energiforbrug i en T-shirts liv: 3% bruges i bomuldsfiberproduktionen, 13% i produktfremstillingen og 4% hos forhandleren. 80% af energiforbruget i en T-shirts liv sker hos forbrugeren”  (M. Collins, S. Aumônier: Streamlined Life Cycle Assesment, 2002)

De to forskere Michael Collins og Simon Aumônier har undersøgt en almindelig T-shirt fra Marks & Spencer, en stor engelsk tøjforretningskæde. De peger på, at vi selv er de største energiforbrugere, fordi vi ofte vasker tøjet for meget og for varmt. På dette område kan vi selv gøre noget ved at ændre vores vaner. Vores moderne levevis gør, at tøj ikke bliver særlig beskidt. Meget tøj kan bruges flere gange inden vask, og en stor del af støv og lugt kan rystes og luftes ud. Og det tøj, som virkelig er beskidt, kan vaskes ved meget lavere temperaturer, end det før var muligt. Nye lavtemperatur/koldvask-vaskemidler gør det muligt at vaske ved 20-30 grader i stedet for ved kogevask som før. Og det er bedre for både tøjet og miljøet.

Relaterede sider:
  1. Genbrug Genbrug af tøj og tekstiler [caption id="attachment_1638" align="alignleft" width="136"...