Genbrug

Genbrug af tøj og tekstiler

Project Blue designer genbrug af jeans solgt på eaby. Foto: Project Blue

Project Blue designere som har genbrugt jeans. Foto: Project Blue

Tidligere repræsenterede tekstiler og tøj en stor værdi bl.a. på grund af de mange arbejdstimer, der var forbundet med hele processen fra fiber til tøj. Derfor blev tekstiler og tøj genbrugt i alle sociale lag – intet blev smidt ud. Og selv de mest velhavende, som dronning Ingrid, genbrugte meget ofte deres tøj ved at få det omsyet til andre modeller. Hvis den velhavende kvinde ikke fik sit tøj omsyet, gik det videre til fx den unge pige i huset. Også strikkede trøjer blev trevlet op, og garnet blev brugt til en ny model.

Hvis tekstilet ikke længere kunne benyttes til beklædning, blev det brugt til klude eller opkradset og sønderdelt til papir, polstring eller isoleringsmaterialer. Den slags genbrug sker kun i meget begrænset omfang i dag, hovedsageligt fordi det er dyrt i arbejdstimer, og fordi tøj er blevet billigere. Det færdige tøj er desuden ofte i en så dårlig kvalitet, at det kun holder i en sæson og ikke kan genbruges. Det drejer sig både om tekstilets egenskaber og kvaliteten af syningen. Det er skiftende modetrends, der er i fokus – ikke holdbarheden af tøjet. ’Brug-og-smid-væk’ har været hverdagens mantra siden 1960’erne, hvor den økonomiske opgangstid betød, at almindelige mennesker kunne købe nyt tøj, før det gamle var slidt op. Blandt størstedelen af befolkningen har det i mange år ikke været anset for acceptabelt at sy om eller genbruge andres tøj. Her bør dog nævnes at der under studenteroprøret var stor interesse for både genbrug og økologisk tøj, men at det kun var en begrænset antal der holdt dette vedlige og de fik ikke designerne og producenterne med, og det forblev noget vi forbinder lidt ufikse håndfarvede lilla bleer. Vi smider enten tøjet ud eller afleverer det til en genbrugsbutik – det giver os oven i købet følelsen af at være godgørende. Det skal dog siges, at nogle – især kvinder – har gjort det til en stil at bære genbrugstøj.

Designere der genbruger

Der er hovedsageligt to måder at genbruge tøj og tekstiler på. Der er designere, som genbruger både tekstilmaterialet og tøjet. De skaber deres design enten ved at lave helt nye modeller ud af brugte stykker tøj, eller de ændrer på designet og kombinerer måske det gamle med nye tekstiler. Der er også forbrugeren, der  designer sit eget image ved at gå på jagt i en genbrugsbutik og sammensætter sit tøj, sådan at gammelt tøj får et nyt liv hos en ny bruger.

Fra viskestykke og håndklæderulle til re:Something-skjorte. Foto: Rasmus Nymann Nielsen.

Fra viskestykke og håndklæderulle til re:Something-skjorte. Foto: Rasmus Nymann Nielsen.

For nogle forbrugere har det en vigtig psykologisk betydning, at tøjet, de anskaffer, er helt nyt, og de ville aldrig drømme om at gå i en genbrugsbutik. Så selvom tøjet og tekstilerne er rene og pæne, kan det være svært for en designer at overbevise køberne om, at det er bedre at købe produkter, der er fremstillet af genbrugte tekstiler, fordi det det slider mindre på miljøet. På trods af dette er der en del designere, som bruger brugt tøj og tekstiler som en del af deres udtryk. Et eksempel er designgruppen re:Something, som næsten kun bruger kasserede materialer til deres design (se afsnit om re:Something).

Retro-, vintage- og genbrugsbutikker

Der findes mange forskellige typer butikker, som sælger genbrugstøj. Der er en del foreninger og organisationer, som modtager brugt tøj. Enten giver de det direkte videre som nødhjælp, eller det bliver solgt i genbrugsbutikker, og overskuddet går til en god sag. For de mindre tålmodige, som ikke orker at gå igennem mængder af tøj af varierende kvalitet, er der retro- og vintagebutikker, som sælger udvalgte brugte ting. På den anden side kan der gå en vis sport i at finde ting til næsten ingen penge, og man kan få en fornemmelse af at have fundet noget helt unikt med sin helt egen historie.Hvem siger genbrug er kedeligt?

Hvem siger, at genbrug er kedeligt? Her er Rasmus i gang med at prøve jakker og skjorter i genbrugsbutikken Fisk. Foto: Trine Smith Keller

Hvem siger, at genbrug er kedeligt? Her er Rasmus i gang med at prøve jakker og skjorter i genbrugsbutikken Fisk. Foto: Trine Smith Keller.

Det er  trendy at blande gamle, brugte ting med nyt tøj. Før var det mest teenagerne, som ville gøre op med systemet, eller folk der ikke havde mange penge til at købe nyt tøj, nu er det blevet en del af et ‘cheap-and-chick’ look, som er trendy. Den type af avantgarde, streetstyle og undergrundsmode er ofte baseret på anderledes sammensætninger af genbrugt tøj, som designere ser og inspireres af i design. Det er en slags opgradering, hvor designere løfter genbrug op til at være high fashion.

En nyere måde at købe brugt tøj på er at købe det over Internettet. Internationale auktionshuse som eBay og Lauritz sælger i stigende grad mængder af brugt tøj. De sælger både designermodeller og helt almindelig beklædningsgenstande.

Kompost/bortskaffelse

Den sidste mulighed, hvis tøjet ikke kan bruges mere, er at genbruge tekstilet som råmateriale med begrænsede udnyttelsesmuligheder. Tekstiler kan opkrases til korte fibre, som kan bruges, til fx papir og møbelpolstring. Man kan sige at materialet nedgraderes, og udnyttelsen er meget begrænset. Flere designere arbejder med at finde bæredygtige måder at genbruge tekstiler på. Et eksempel på dette er, at Klaus Samsøe fra re:Something eksperimenterer med at bruge tekstilaffald til plader, som kan bruges til møbler efter samme princip som spånplader.

Foto: Rasmus Nymann Nielsen.

Eksperimenter med tekstilrester.Foto: Rasmus Nymann Nielsen.

Ikke alle tekstiler kan nedbrydes naturligt eller komposteres, fordi de fleste tekstiler er farvet, behandlet med kemikalier, syet med syntetisk tråd fx af plastik eller er påtrykt et mønster, som ikke kan fjernes. Den type tekstiler er skadelige for miljøet og skal egentligt brændes som farligt affald.

Livscyklus for naturligt nedbrydeligt tekstil fra Vugge til vugges hejmmeside.

Livscyklus for naturligt nedbrydeligt tekstil; fra 'Vugge til vugges' hjemmeside.

Der findes heldigvis et voksende antal designere, der arbejder med at gøre deres produkter bæredygtige. De arbejder hen mod, at slutproduktet bliver et bæredygtigt materiale, som kan nedbrydes naturligt og ikke skader miljøet. Det er især lykkedes for de designere, som arbejder med økologisk råmaterialer.

Men det er et stort arbejde og kræver planlægning at have kontrol over alle stadier af tekstilet/tøjets livscyklus (se Hvad er bæredygtigt design? afsnit om Vugge til vugge).

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

Relaterede sider:
  1. Forarbejdning Fra fiber til tekstil [caption id="attachment_1137" align="alignright" width="220" caption="Træsnit af...
  2. re:Something Re:someting er relateret til genbrug af tekstiler...