Klimatopmødet 2009

Den afgørende konference FNs COP15

FN´s 15. klimatopmøde i København afholdes i november /december 2009. Her skal landene blive enige om, hvad der skal ske efter 2012, hvor aftalen fra Kyoto udløber. 

Klima -og Energiministeriet skriver: ”Den danske regering har som ambition, at COP15-konferencen vil resultere i en ambitiøs global aftale. Der omfatter alle verdens lande”.

Da Danmark er vært, må de danske embedsmænd og politikere ikke deltage i diskussionerne på mødet. Connie Hedegaard er formand for mødet og har hermed en mæglerrolle – hendes vigtigste opgave er at få så mange lande som muligt med i forhandlingerne. Derfor er tilliden til hende et vigtigt aktiv.

Mål: Den danske regerings mål er at få en aftale på plads, der reducerer den samlede menneskeskabte udledning af drivhusgasser, og som omfatter alle verdens lande. At få så mange lande som muligt til at lukke mindre CO2 ud.

København, foto fra websiden, Cop 15.

København, foto fra websiden, Cop 15.

Synspunkter på hvem og hvordan der skal skæres ned på CO2–udslippet

Forskellige lande har forskellige ønsker om: hvordan og hvem der skal skære i CO2-udslippet.

USA, Canada, Japan, Australien: Vi kan ikke gøre det alene, og det er synspunktet, at eksempelvis Kina og Indien skal være med i aftalen, for at det virker (i dag er Kina verdens største CO2 udleder). Det er således afgørende, at de store økonomier i udviklingslandene er med, også for at undgå ulige konkurrence.

EU-landene: Den globale temperatur er steget med 0,7 grader gennem de sidste 100 år. 2 graders stigning er smertegrænsen for, hvornår klimaforandringerne bliver for voldsomme – alle skal derfor gøre noget med det samme, men alle skal ikke gøre det samme. De vestlige lande skal gå forrest med de højeste mål for sig selv om at skære i deres CO2-udslip.

Kina, Indien, Brasilien, Vietnam, Indonesien: Det er vigtigere for os, at vores befolkninger får et bedre liv end at skære i vores udledning af CO2. Vi skal nok følge efter om nogle år – når vores borgere har fået bedre vilkår. 

Maldiverne, Tuvalu, Nepal, Bangladesh: Det er os, der lider under klimaforandringerne. Vi betaler prisen for andres svineri. Oversvømmelser og fremtidige flygtningeproblemer bliver globale problemstillinger.

Klimatopmøderne – hvordan kom de i stand?

I 1990 besluttede FNs generalforsamling at udarbejde en klimakonvention. Kina havde overhalet USA som den største udleder af drivhusgasser, og oliepriserne har hele tiden mindet os om, at der er tale om en sparsom energikilde. I 1992 underskrev 154 lande FNs klimakonvention, og siden har 189 lande inkl. USA godkendt konventionen. Klimakonventionens formål er at stabilisere atmosfærens indhold af drivhusgasser på et niveau, der forhindrer farlige menneskeskabte klimaforandringer.

Klimatopmøder og aftaler

Første klimatopmøde blev holdt i Berlin 1995, CPO1, hvor der blev fastsat en 2 år lang analyse- og vurderingsfase. Resultatet skulle være at skabe et katalog af virkemidler, og siden har FN indkaldt til et møde hvert år. De afholdes forskellige steder i verden:

Genève 1996, COP2, hvor det blev slået fast, at medlemslandene ikke ville stræbe efter ensartede løsninger, mens man udtrykte ønske om, at der blev defineret bindende mål på mellemlangt sigt.

Kyoto (Japan) 1997, COP3, hvor man blev enige om, at alle industrilandene skulle skære ned i deres CO2-udslip, så det i 2012 er 5% mindre, end det var i 1990. Flere af medlemslandene i UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Changes) anerkender ikke Kyoto-protokollen og dens krav om reduktioner.

Buenos Aires 1998, COP4. Her fastsatte man en 2-årig periode til afklaring og udvikling af redskaber til at indføre Kyoto-protokollen.

Bonn 1999, COP5. Tekniske diskussioner om mekanismerne under Kyoto-protokollen dominerede denne konference.

Haag (Holland) 2000, COP6, som udviklede sig til voldsomme politiske diskussioner. Forhandlingerne brød sammen, og det blev aftalt at genoptage dem på en ekstraordinær konference i juli 2001.

Bonn 2001, COP6. Den nyvalgte præsident Bush havde forkastet Kyoto-aftalen endeligt og deltog derfor kun som observatør. Trods de lave forventninger blev det muligt at enes om flere spørgsmål, bl.a. principper for sanktioner overfor lande, der ikke når deres mål.

Marrakesh ( Marocco) 2001 COP7. Her blev Kyoto-protokollen forhandlet færdig. Dokumenterne kaldes Marrakech Accords.

Delhi 2002, COP8. EU-landene forsøgte at få vedtaget en deklaration, der efterlyste yderligere handling fra parterne under UNFCC, men det lykkedes ikke.

Milano 2003, COP9. De sidste tekniske detaljer om Kyoto-protokollen blev afklaret.

Buenos Aires 2004, CPO10. Diskussionerne om, hvad der skal ske, når Kyoto-protokollen udløber i 2012, blev påbegyndt.

Montreal 2005, COP11. Her var fokus på, hvad der skulle ske efter Kyoto-protokollens udløb i 2012.    

Nairobi (Kenya) 2006, COP12. Det var her, Connie Hedegaard tilbød sig som vært i 2009.

Bali (Indonesien) 2007, COP13. Det blev anerkendt, at den globale opvarmning er utvetydig, og der blev formuleret en fælles tekst, der efterlyser hurtig handling, Bali Action Plan, der sætter scenen for forhandlingerne frem til COP15 i København.

Poznan (Polen) 2008, COP14. Mødet var præget af det kommende magtskifte i USA. Parterne blev enige om en arbejdsplan og mødeplan frem mod konferencen i København og den endelige operationalisering af tilpasningsfonden, som skal støtte konkrete tilpasningsaktiviteter i udviklingslandene.